fredag den 16. februar 2018

Stilhed før stormen

Kære læser.

Vi har været meget stille, men det skyldes ikke at der ikke har været noget at skrive om - tværtimod. Vi har ganske enkelt ikke haft tid, fordi der er sket så meget, både for os, og vores familie.

Selvom der vil komme en masse nyt i dette indlæg, så vil vi forsøge at fatte os i korthed, selvom det bliver svært.

Vi vil fortælle om forløbet siden sidst, men skrevet som en tidslinje, både for os selv, og for Jer læsere.

Here we go...

22/1-2018
Her gik vi jo på en sky af lykke, over at C havde et flot "hjemmelavet" tal på 82, men alt det kan I læse om i vores forrige indlæg.

28/1-2018
C var blevet lidt forkølet, og vi tog til en ekstra kontrol, egentlig blot for at se hvordan tallet blev påvirket - nu da hun var inde i en god periode. Tallet var denne dag faldet til 14, hvilket er lavt, men slet ikke så lavt som det kunne være. Så vores optimismen holdt endnu.
1/2-2018
Mor måtte til møde i fagforeningen vedr. Mors rettigheder på tabt arbejdsfortjeneste, samt vedr. Løn som var gået helt i fisk. Arbejdsgiver havde givet lønkontoret for sent besked vedr at Mor ikke skulle lønnes længere, hvilket betød at lønnen fra nov/dec skulle betales tilbage. Dog står der at hvis der er tale om "groft uagtsomhed fra arbejdsgiver", så skal man ikke betale tilbage. Vi mente klart at der var tale groft uagtsomhed, fordi Mor løbende har holdt arbejdsgiver opdateret på situationen. Fagforeningen mente dog at "man skulle vælge sine kampe", og de fleste ender med at skulle tilbagebetale alligevel. Så regningen kom - 18000kr. Der var mulighed for afdragsordning, men på TA får Mor kun liiige præcist det udbetalt som vi kan leve for, og derfor var dette ikke en mulighed for os. Efter en masse opkald, fandt vi dog en løsning- og fuldstændigt ligesom sidst hvor Mor ikke fik løn i 4 mdr (også pga. Uagtsomhed fra arbejdsgiver), måtte vi "tømme" vores buffer i banken, og så bare håbe på at bilen ikke går i stykker. Det skal sige at alle dem vi har talt med siger at de synes det er synd vi bliver klemt sådan i systemen - MEN sådan er det bare... Blot til vore læsere: det er død frustrende at skulle kæmpe for økonomi oveni alt det andet, men det er åbenbart sådan man skal behandles når man ligger ned!!

3/2-2018
C har været så heldig at blive inviteret med på FROST-LEJR med FDF Aalborg 3. Kreds, hvor Mor er formand - og det var bare super hyggeligt. C hyggede sig helt vildt med de større børn, som alle passede godt på hende.


4/2-2018
Skæbnen ville at C's Oldemor skulle få det så dårligt, at vi var ved at miste hende denne dag. Olde røg af sted med 112, og det viste sig at være medicinfejl som var skyld i hendes tilstand. Olde kom hjem igen d. 6/2 - men havde det ikke helt godt.
C og Olde er meget tætte, og det mærkede vi tydeligt i de dage, hvor Olde var indlagt. C fortalte om det hele tiden, og når vi besøgte Olde, så ville C sidde tæt ved hende i sengen. Det er normalt en fornøjelse at se dette, men lige i denne situation, var det utrolig hårdt at se.

11/2-2018
Denne dag skulle der festes til Fastelavn. Vi havde samlet det meste af familien, som kom og kiggede når der skulle slås katten af tønden. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, og C fik genset nogle af børnene som hun mødte i dagplejen. C var selvfølgelig klædt ud som hendes store "idol" - Skye fra Paw Patrol - hun var så stolt og fin.
Arrangementet var dog lige langt nok for C, og til slut får hun et hysteri anfald af den anden verden. Det resultere desværre i at C begynder at bløde fra næsen. Det lykkedes Mor at få det standset hurtigt, og der kom ikke mere. Vi tog hjem, og så tiden an til i morgen, hvor vi skulle til kontrol. Vi har aldrig oplevet at C spontant har blødt fra næsen, så det var lidt skræmmende, men nu ved vi så at hun også kan det.


12/2-2018
Så blev det igen tid til planlagt kontrol. C havde det rigtig godt, og så pæn ud i huden. Prognosen var derfor god. Sygehuset arbejder fortsat på et netværksmøde, men det var ikke lykkedes at få sat en dato endnu. Dagen endte med den glædelige nyhed om at tallet var steget til 44. Så vi kunne gå jublende fra afdelingen igen.

14/2-2018
Så ville skæbnen igen at Oldemor måtte hentes med ambulance. Denne gang mere alvorligt end første gang. C og Mor måtte haste til modtagelsen, hvor Olde lå, og var ukontaktbar, 40 i feber, blodsukker på 15 og et blodtryk på 211/90. Her var vi så fra kl 10 formiddag til kl 15 eftermiddag. Det var hård både for C og Mor, men at tage hjem virkede også for hårdt. Sagen var nu klar - Olde skal flyttes på plejehjem. Mor måtte derfor hjem og ringe til 117 mennesker (ca.) - og få sat det i værk - plejebolig klar til 1/3, og derfor har vi 14 dage til at få hende flyttet.


15/2-2018
Først ud os se plejehjemmet, herefter besøge Olde som heldigvis havde det bedre i dag. Herefter ud og pakke ned i hendes lejlighed. Alt i alt ude af huset i 9 timer. Da vi kører hjem synes vejrguderne at vi skulle have snestorm, så vi måtte hjem og skovle sne inden vi kunne gå i seng. Da vi kommer i seng begynder C at snøfte - Mor har været forkølet siden søndag, så det måtte jo komme til C også.

16/2-2018
Da vi står op til morgen er C snottet, og igen oplever vi at hun bløder ud af næsen. Da hun får nattøjet af har hun en ring af blødning under huden, der hvor elastikken på nattøjet har siddet. Det har vi heller ikke oplevet før. Hun er fyldt med mørke og kraftige petekkier på hele kroppen. Mor kontakter afdelingen og aftaler at vi vil komme forbi om eftermiddagen (fordi vi skulle jo lige være med til stuegang ved Olde først). Af sted mod sygehus syd, besøge Olde, som i dag var mere træt end igår, hun havde igen lidt feber, og for høj puls. Men hun var glad for at se C og igen hyggede de sammen i sengen. Herefter af sted mod sygehus nord, og kontrol af C.


Lægen var ikke i tvivl om at tallet ville været lavt ud fra Mors beskrivelser, og ud fra hvordan C ser ud. Vi fik taget en prøve og fik lov at tage hjem, og vente på svar.
I bilen på vej hjem ringede sygeplejersken, så ved vi den er gal når de ringer, og ganske rigtigt - tallet er faldet til bare 4, og vil formentlig falde mere. Så vi er beordret fuldstændig ro, og hvile. Aftalen om ny kontrol, var lidt svær at lave pga alle de omstændigheder vi står i - så vi aftalte at hvis C fik det værre skulle vi komme med det samme, og ellers bare ringe i næste uge og få en ny kontroltid.


Så nu sidder vi i sofaen, og ser Paw Patrol - prøver helt at fatte alt det der er sket, og alt det som der skal ske - det er lidt ubegribeligt, men vi skal nok klare det hele - nu bliver vi tvunget til at slå bremsen i, selvom det er svært. Nogle gange ville man gerne kunne dele sig i to, og derved både kunne være ved Olde og hjemme i sikkerhed med C - men sådan spiller klaveret ikke, det må Mor gang på gang erkende.

Hermed vil vi slutte dette "korte indlæg" - tak fordi I læser med ❤ Vi har ikke glemt Jer, selvom vi er stille - tværtimod.

Mange hilsner
//CCH

Opdateret Velkomst

Vi er her endnu, og dog...

Kære Læser Det er over et halvt år siden jeg sidst skrev et indlæg. De fleste af Jer som følger med ved hvorfor, men nogle ved ikke - og d...

Populær læsning